Hvem er vi
Sjællands Politiorkester, der er ét af Danmarks bedst spillende politiorkestre, startede under 2. verdenskrig under navnet ”Søndre Birks Politiorkester”.

På grundlag af et utrolig godt kammeratskab og frivilligt arbejde, har orkestret udviklet sig til et velspillende og bredt favnende brass band bestående af ca. 30 medlemmer.

Medlemmerne i orkestret er hentet fra politiets rækker, men også civile spiller i orkestret.

Sjællands politiorkester dirigeres af Susanne Vibæk, der ud over at være en dygtig trompetist tillige ernærer sig som dirigent i forskellige professionelle orkestre. Susanne har gennem de sidste år studeret på dirigentlinien på konservatoriet i København.

Sjællands Politiorkester, der drives på ren amatørbasis uden tilskud af nogen art, deltager hvert år i en lang række arrangementer i ind- og udland. Her skal blandt andet nævnes koncerter i butikscentre, marchture for lokale handelsstandsforeninger, torvekoncerter og selvfølgelig koncerter for vor egen politietat. Orkestret har tillige gennem de seneste år deltaget i arrangementer i Canada, Luxemburg, Tyskland, Norge, Sverige, Færøerne og Tjekkiet.

Orkestret afholder hvert år (som regel i april/maj måned) en forårskoncert, hvor vi afprøver vor kunnen overfor et stort publikum, der, blandt mange andre, tæller et stort antal støttemedlemmer, som til stadighed bakker orkestret op.